Andelsselskabet "Skovby Forsamlingshus" er stiftet 17. februar 1949, efter flere forudgående møder og forbehandlinger.
Ved et Helligtrekongersmøde d. 6. januar 1949 i en skolestue i skolen i Skovby omtales bl.a. de dårlige pladsforhold til møder og ligende på skolen, hvor der heller ikke findes nogen gymnastiksal. Der var ingen andre samlingssteder på egnen. Vedsted landbohjem var endnu ikke blevet genopført igen, og der er forøvrigt ca. 3.5 km til Vedsted fra Skovby.
Ved det anførte møde var der stemning for et forsamlingshus i Skovby.
Gdr. Eduard Fisker, Skovby pr. Hovslund og gdr. Carl Brun, Skovby, fremskaffede derefter forskellige oplysninger om, hvorledes det kunne gennemføres og herunder, hvad det eventuelt ville komme til at koste.
Der indkaldtes til adskillige møder, og det endte med stiftende generalforsamling den 17. februar 1949.
Herefter sattes for alvor ind for at skaffe de nødvendig pengemidler.
Blandt egnens befolkning tegnedes 268 andele á 25 kr., hvilket i alt gav 6.700 kr.
Ved indsamling blandt forskellige firmaer og forretningsforbindelser i Haderslev opnåedes 3.525 kr., der betragtes som gave.
Efter megen møje og besvær opnåedes 10.000 kr. af H.P. Hanssens mindefond. Dette beløb må også anses som gave, idet det hverken skal forrentes eller afdreages eller tilbagebetales.
Dertil fik de så et lån på 20.000 kr i Sønderjysk skolefond. Dette beløb skal heller ikke forrentes eller afdrages, men kan forlanges tilbagebetalt, såfremt forsamlingshuset ikke benyttes efter formålet.
Endelig fik de en kassekredit i Andelsbanken i Haderslev på 5.000 kr. Dette beløb skal selvfølge både forrentes og afdrages.
Herefter var der sikret godt 45.000kr.
Arbejdet påbegyndes med grundgravning og støbning, hvortil benyttes frivillig arbejdskraft. Befolkningen stillede med køretøjer og mandskab.
På Skrydstrup flyveplads købtes en halv "Tyskerbarak" på 25 x 12,5 meter for ca. 7.000 kr. Derefter måtte der søges såvel byggetilladelse som materialebevilling, og i den anledning måtte gdr. Eduard Fisker, Skovby pr. Hovslund flere gange køre frem og tilbage mellem Kolding og Fredericia, hvor de forskellige kontorer lå.
Den 25. februar 1949 påbegyndtes grundudgravningen.
Den 27. februar 1949 støbningen.
Den 5. maj 1949 rejstes barakken på den støbte sokkel.
Den 8. maj 1949 nedlagdes grundstenen, og murerarbejdet udenom barakken påbegyndtes.
Den 15. september 1949 fandt indvielsen sted.
Ved indvielsen var følgende hovedtalere: Jefsen Christensen, Høgsbro, Hvidding, og Kragh Iversen, Haderslev (for foreningen Norden) Ejendommen er nu vurderet til 35.000 kr. i ejendomsskyld og 700 kr. i grundværdi.
Forsamlingshuset benyttes af kommuneskolen til gymnastik 2 gange om ugen á 3 hold børn.
Forsamlingshuset har ret stor betydning i national henseende, hvilket vel forøvrigt alle Sønderjyske forsamlingshuse har. Der afholdes nationale sammenkomster ved en hver given lejlighed: afstemningsfest, Kongens fødselsdag, våbenstilstandsdagen mm.
De lokale foreninger afholder deres fester i forsamlingshuset, ligesom private fester afholdes der. Dertil kommer, at Skovby ligger langt ude fra andre byer og er i det hele taget ret isoleret.
Der findes også en del tysksinede på egnen, men disse anses dog ikke mere for at være, hvad man kalder aggresive.
Der er ingen lejlighed til en vært i forsamlingshuset, men en familie lejes til at holde lokalerne i orden med rengøring mm. og til at lave kaffe ved fester.